Bryllupsgaver – tips til ønskesedlen

Ønskesedlen er også en vigtig del af bryllupsplanlægningen, og det kan ofte være svært at spore sig ind på, hvad man helt præcist skal ønske sig, for der findes rigtig mange forskellige bryllupsønsker. De mest gængse ønsker er praktisk udstyr til hjemmet eller et tilskud eller gavekort til et lidt større ønske, men det er også blevet rigtig populært at ønske sig oplevelser i bryllupsgave. Nedenfor finder du inspiration til en masse gode bryllupsønsker.

Oplevelser

Der er rigtig mange muligheder for at få en masse forskellige oplevelser i bryllupsgave. Det kan ofte være en god ide at ønske sig en specifik oplevelse, hvis man ved, at der for eksempel er en speciel koncert eller teaterstykke, man gerne vil opleve. Det gør det nemt for bryllupsgæsterne at ramme plet, og I kan samtidig nyde at have noget at se frem til. Det kan dog også være sjovt at blive overrasket af bryllupsgæsterne ved blot at ønske sig ”oplevelser” i gave. På den måde kan i blive overrasket og måske endda få en oplevelse, som I ikke ellers ville tænke var noget for jer. Gæsterne får på den måde også mulighed for at være mere personlige og kreative i deres valg af gave, og det kan også komme til at betyde mere for jer. Det kan for eksempel være, at de finder på at give jer et wellness- eller kroophold, et abonnement på magasiner eller et årskort til tivoli. Nogle gæster ser måske endda sit snit til selv at arrangere oplevelsen for jer. Fordelen ved at ønske sig oplevelser i bryllupsgave, er, at det ofte er noget man vil huske som noget helt særligt.

Til hjemmet

Man kan ønske sig alverden til hjemmet, og der er derfor ingen grænser for, hvad man kan skrive på sin ønskeliste af sådanne ting. Man kan for eksempel ønske sig køkkenmaskiner, porcelæn, lamper, vaser, keramik og fade. Så det er bare med at få noteret hvad I mangler eller ønsker at opgradere! Det kan også være, at I falder over et pænt maleri eller lignende, som I kan have til at hænge for at minde jer om denne særlige dag.

Pengegaver

Hvis det er svært at få skrevet en tilpas lang ønskeliste, kan I også vælge at ønske jer penge eller tilskud til eksempelvis en rejse, et dyrt møbel eller noget helt tredje. I kan med fordel notere på ønskelisten, hvad I ønsker jer tilskud til, så gæsterne ved, at de giver jer en særlig gave. Hvis I ikke går og drømmer om noget særligt, kan et gavekort til et bestemt sted være en rigtig god gave. På den måde er I sikre på, at pengene bliver brugt på noget hensigtsmæssigt – om gavekortet så skal indløses nu eller først en gang i fremtiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *